En følelse af lidt lykke

At jeg hænger til det depressive og pessimistiske er mig åbenlyst. Trods års forståelse af at vores tanker og vores energi er grundlaget for vores livsoplevelse og velfærd, har jeg sjældent formået at holde dystre og nedgørende samtaler væk fra min travle hjerne.

Den 7. oktober og tiden derefter har hvirvlet mig ud en vågnen op til menneskehedens virkelighed. Vi er fortabte, og hvis man kigger på vores historie, har vi altid været det. Krig, lidelse, katastrofer og al menneskets ondskab og begær, der leder os til at gøre hinanden fortræd på de styggeste måder, er en del af os.
Det virker som tilfældigt held, hvis man går gennem livet uden forfærdelige men.

Jeg har altid troet, at vi i bund og grund er gode, og det bare var et spørgsmål om tid før alle folk kom til deres fulde fem… og valgte fred, demokrati og frihed. Ondskab og krig måtte da ikke kunne være normen.

Jeg voksede op det fredeligste sted i verden, i det fredeligste årti 1970’erne… på en bondegård ved Lemvig, Danmark. Hele mit voksne liv har jeg boet i Jerusalem, Israel, blandt jøderne. Jeg har født 4 israelske børn og givet dem til Jerusalem og landet Israel… til stjålen jord som det siges.

Kontrasten er så slående. Jeg er gået fra at være det mest vellidte væsen: dansk, lys og blåøjet, uden at nogen kunne bebrejde mig noget som helst. Jeg kunne stolt sige, at jeg er fra Danmark uden at føle skyld (vikingernes opførsel har tiden vasket os ren af). Jeg husker krisen om Muhammed-tegningerne som det første slag mod verdens syn på Danmark.

Nu er jeg er her. Pågrund af kærlighed kan jeg beskyldes nu for alt fra besættelse til folkedrab. Jeg og min familie er kun i live på grund af IDF og det israelske styre, der dagligt bekæmper dem, der vil at vi skal dø. Det er skræmmende men sandt. Her er det åbenlyst at et militær beskytter os. I Danmark er tanken så fjern, dog også Danmark er beskyttet militært… NATO.

Men her på det sidste er jeg begyndt at forstå det med tankens kraft. Jeg er taknemmelig for så meget, bruger mere energi på de små nære ting, og (eventuelt hjulpet af antidepressiv/angst piller) kan jeg mærke små tegn på lykke. Det har hjulpet mig at komme overens med at krig og ondskab hører livet til, og mit hjerte bløder for os alle, men det gode i livet skal leves og styrkes.

Please share