Tanketorsk fra Jerusalem

Søndag

Vejret: klart, lidt blæsende og tørt | 26°

Søndag er hverdag, vores mandag. Ugen begynder om søndagen.

Vågnede kl. 04:00 i morges og kunne ikke falde i søvn igen. Uroen skyldes enten begyndende overgansalder, eller også tankerne om de unge piger, der sidder i Gazas tunneler og videoen fra deres bortførsel. Om et Hagh, der ikke giver mening mere, om en verden, der ikke giver mening mere. Frygten for min egen pige.

Stod op og fik arbejdet lidt, ved solopgang gik jeg en hurtig tur. Jerusalem er smuk.

Indenfor

Vejret: lille hedebølge, selvfølgelig tørvejr | 30°

Der er så mange grunde til ikke at gå udenfor! Varmen, trafikken, krigen…

Jerusalem er lidt som en bobbel, her er der sjældent luftalarm. De sender helst ikke raketter denne vej. Så vi går ikke med den konstante angst for at skulle søge dækning. Her bruges enkelt angreb, knivstikkeri, påkørsel… selvmordsbomber er det længe siden, der har været. Når man er ude omkring og møder en arabisk israeler, er det som normalt lidt trykkende, hvor står de? Hvad tænker de? Hvor meget hader de mig?

Jeg arbejder hjemme, laver yoga hjemme og gemmer mig herhjemme. Børn og mand kommer og går, de er som et med Jerusalem og bevæger sig frit omkring (inden for de usynlige og synlige grænser).

Jeg har også steder her i byen jeg holder af, og en gang var jeg også hele tiden ude og omkring, nu bliver jeg mest indenfor.

En følelse af lidt lykke

At jeg hænger til det depressive og pessimistiske er mig åbenlyst. Trods års forståelse af at vores tanker og vores energi er grundlaget for vores livsoplevelse og velfærd, har jeg sjældent formået at holde dystre og nedgørende samtaler væk fra min travle hjerne.

Den 7. oktober og tiden derefter har hvirvlet mig ud en vågnen op til menneskehedens virkelighed. Vi er fortabte, og hvis man kigger på vores historie, har vi altid været det. Krig, lidelse, katastrofer og al menneskets ondskab og begær, der leder os til at gøre hinanden fortræd på de styggeste måder, er en del af os.
Det virker som tilfældigt held, hvis man går gennem livet uden forfærdelige men.

Jeg har altid troet, at vi i bund og grund er gode, og det bare var et spørgsmål om tid før alle folk kom til deres fulde fem… og valgte fred, demokrati og frihed. Ondskab og krig måtte da ikke kunne være normen.

Jeg voksede op det fredeligste sted i verden, i det fredeligste årti 1970’erne… på en bondegård ved Lemvig, Danmark. Hele mit voksne liv har jeg boet i Jerusalem, Israel, blandt jøderne. Jeg har født 4 israelske børn og givet dem til Jerusalem og landet Israel… til stjålen jord som det siges.

Kontrasten er så slående. Jeg er gået fra at være det mest vellidte væsen: dansk, lys og blåøjet, uden at nogen kunne bebrejde mig noget som helst. Jeg kunne stolt sige, at jeg er fra Danmark uden at føle skyld (vikingernes opførsel har tiden vasket os ren af). Jeg husker krisen om Muhammed-tegningerne som det første slag mod verdens syn på Danmark.

Nu er jeg er her. Pågrund af kærlighed kan jeg beskyldes nu for alt fra besættelse til folkedrab. Jeg og min familie er kun i live på grund af IDF og det israelske styre, der dagligt bekæmper dem, der vil at vi skal dø. Det er skræmmende men sandt. Her er det åbenlyst at et militær beskytter os. I Danmark er tanken så fjern, dog også Danmark er beskyttet militært… NATO.

Men her på det sidste er jeg begyndt at forstå det med tankens kraft. Jeg er taknemmelig for så meget, bruger mere energi på de små nære ting, og (eventuelt hjulpet af antidepressiv/angst piller) kan jeg mærke små tegn på lykke. Det har hjulpet mig at komme overens med at krig og ondskab hører livet til, og mit hjerte bløder for os alle, men det gode i livet skal leves og styrkes.